punktlig.dk
 
 

Transport til tiden

 
 
 
 
punktlig-bil.jpg
 

Vores principper

 

Loyalitet

At være punktlig er mere end at have styr på klokken. Det er også at have et dybt og inderligt ønske om at forstå sine kunder, så man loyalt kan understøtte deres forretning.

Hos punktlig.dk tror vi på langsigtede kundeforhold baseret på tillid. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sætte os ind i jeres rutiner og forretningsgange, så samarbejdet glider nemt.

Vi går ind for faste ruter, faste priser og faste chauffører.

punktlig.dk sætter en ære i at møde op med en renvasket og ny-rengjort bil, og en chauffør der glæder sig til at komme i gang med dagens arbejde.

 
 

gennemsigtighed

Det skal være nemt at være kunde hos punktlig.dk. For eksempel er vores fakturarer altid suppleret med en detaljeret stopliste. Den viser præcis, hvor mange ture vi har haft for jer dag for dag.

Stoplisten giver dig et lynhurtigt overblik over ture, du måske har afbestilt, eller ekstra der kan være kommet til. Flere kunder har fortalt os, at det sparer dem timer i kontroltid.

punktlig.dk stræber i det hele taget efter at drive virksomheden så gennemsigtig som muligt. For os er det en selvfølge, at alt kører efter bogen, og at alle regler og love bliver overholdt. Vi skærer ikke hjørner – hverken i trafikken eller i bogholderiet…

 
 

jobsikkerhed

En punktlig.dk chauffør er noget særligt. Lige så loyale som vi er over for vores kunder, er vi over for vores medarbejdere. Alle er, som en selvfølge, ansat på kontrakt med lønsedler, feriepenge og almindelige sociale goder. Vi garanterer, at lønnen går ind på kontoen den sidste hverdag i hver måned. Vi er ikke til slinger i valsen.

Til gengæld forstår vores chauffører, hvad det er for en forretning, punktlig.dk ønsker. De hælder ikke bakken med frokost skævt, så salaten ender med at ligne noget fra Nyhavn lørdag morgen. De kaster ikke rundt med pakkerne, så de ankommer med skæve hjørner og flænger.

Vores chauffører elsker friheden ved at køre bil. De kører godt, sikkert og efter reglerne. Og så kan de lide andre mennesker. Det falder helt naturligt at smile, at lytte når andre taler og at være venlig. Af samme grund passer vi rigtig godt på dem. Vi satser på at være kolleger på den lange bane.

 
 

kontinuitet

At være punktlig er at forstå sin kunde. Det kræver tid. Derfor stræber vi efter, at du så vidt muligt ser de samme bude hver gang.

Vores chauffører vil altid prøve at sætte sig grundigt ind i jeres arbejdsgange. De forstår, at hos den her kunde står pakkerne lige inden for døren til venstre. Hos den næste skal man derimod tværs igennem lokalet og ned til øverste hylde til højre. På samme måde sætter de sig ind i, hvordan du helst vil have pakkerne leveret.

Der er ikke noget med at parkere ulovligt og kaste pakkerne i en bunke midt på gulvet, så man risikerer at forstuve en ankel. Punktlig.dk’s chauffører bærer pakkerne, som var de egne børn, og sætter dem pænt ned på aftalt sted. Vi har dem trods alt kun til låns.

Vi vil gerne beholde vores kunder længe. Rigtig længe. Og vi forstår, hvad det kræver af os.